Her midt i hjertet af Helsingør finder du os i byen der emmer af historie
men samtidigt er en modernet handels by
Klik på kortet for at se det i stor størrelse
Helsingør´s Historie
Helsingør har en lang og spændende historie - ganske anderledes end nogen anden dansk provinsby. Det kan vi takke Erik af Pommern for. I 1429 bestemte han, at alle skibe, der sejlede gennem Øresund, skulle ankre op ud for Helsingør, hvor skipperen skulle gå i land og betale en afgift for at få lov til at sejle videre. I samtiden protesterede man naturligvis mod den nye skat, men den fik alligevel lov til at bestå helt frem til 1857. Pengene fra Øresundstolden gik i kongens egen lomme, så Helsingørs borgere fik ikke direkte glæde af den.Til gengæld benyttede skibenes mandskab lejligheden til at proviantere i Helsingør, og det skabte grundlaget for den kolossale sundhandel, der i flere hundrede år frem blev Helsingørs livsnerve. Derfor er det også naturligt, at man finder et skib i Helsingør Kommunes byvåben.
Man kan stadig finde minder om Øresundstolden mange steder i Helsingørs bybillede. Mest markant er Kronborg, som Frederik II lod bygge i slutningen af 1500- tallet. Kronborg rummer resterne af den gamle middelalderborg Krogen, som Erik af Pommern lod opføre for at håndhæve Øresundstolden og forsvare Helsingør. I 2000 blev Kronborg optaget på Unescos fornemme liste over verdensmonumenter. Karmeliterklosteret står desuden som det mest velbevarede klosteranlæg i hele Norden. Klosterkirken - nu Sct. Mariæ Kirke - hører ligeledes til byens seværdigheder med sine nyrestaurerede kalkmalerier og orglet, der stort set ser ud, som det gjorde i 1660’erne, da den berømte organist Diderich Buxtehude spillede på det. Sct. Olai Kirke - fra 1959 Helsingør Domkirke - er byens sognekirke. Den første lille kirke blev opført omkring 1200, og resterne af den kan stadig ses i Domkirkens nordmur. Gennem de næste århundreder gennemgik kirken flere om- og tilbygninger. Den fik sit nuværende udseende i midten af 1500-tallet, og i dag står den med sit fornemme ydre og kostbare inventar som det bedste udtryk
for den borgerligevelstand, der dengang prægede byen.

I Helsingørs omegn kan man finde minderne om forgangne tiders storhed og magt. I Hellebæk - Danmarks ældste industriområde - kan man opleve Bøssemagergade, Proberhuset og den stadig aktive Hammermølle - resterne af Kronborg Geværfabrik. Længere ude af kysten kan man ved Hornbæk havn se mindestenen over maleren og digteren;Holger Drachmann, der ofte opholdt sig i Hornbæk, hvor han også døde i 1908. Tæt ved står mindesmærket over Hornbækfiskernes redningsdåd, som digteren Johannes Ewald skrev om i sit syngespil “Fiskerne” fra 1778, hvorfra man mest af alt kender “Kong Christian stod ved højen Mast”. Inde i landet er den smukke, gamle landsbykirke et besøg værd og kun nogle få kilometer derfra, finder man ruinerne af Valdemar Atterdags jagtslot i Gurre. Til dette sted knytter sig en lang række sagn om Valdemar og hans Tovelille samt om den ugudelige konges vilde ridt. Han blev som bekendt berygtet for følgende formastelige udsagn: "Lad kun Gud beholde sit Himmerige, når jeg blot må beholde mit Gurre”;- og derfor må han til evig tid gå igen. Gurre har således dannet rammen om megen dramatik, ligesom det var Gurres idyl, der fik H.C. Andersen til at udbryde: ”Jeg tror, der er skjønnest i Danmark”.




